Dagsprogram
Dag 1.
Afgang om eftermiddagen fra Kastrup til Cape Town via en gate i Europa.
Dag 2.
Ankomst til Cape Town og transfer til hotel Protea by Marriot Waterfront.
Når alle har fået deres værelser mødes vi til et informationsmøde, hvor Anne Hopkins vil fortælle lidt om de næste dages program.
Velkomstmiddag på hotellet om aftenen.
Dag 3.
Efter morgenmanden går vi en tur i Cape Town City center, hvor vi b.la. skal se Old Slave Lodge, Green Market Sq, Long St. med sine fantastiske smukke victorianske bygninger, Groote Kirk, The House of Parliament, Cape Town City Hall samt The Castle of Good Hope. Resten af dagen er til fri disposition, men Anne kommer gerne med gode ideer til oplevelser.
Dag 4.
I dag går turen til “Cape of Good Hope”, som mange fejlagtigt tror, er Afrikas sydligste punkt! Vi kører langs den smukke kyststrækning forbi Camps Bay med ”The 12 Apostles” bjergkæde i baggrunden, Hout Bay og videre i det smukke landskab ind i Cape Of Good Hope Natur Reservat til Cape Point. Vi har et stop i naturreservatet, inden vi kører tilbage mod Cape Town via Bolders ved Simon’s Town, hvor vi skal se en beskyttet koloni med over 2300 Jackass pingviner, de eneste på det afrikanske kontinent. Aftenen er fri.
Dag 5.
Dagen er fri til at udforske mere af Cape Town. Her er masser af muligheder, for eksempel Table Mountain, Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet eller Kirstenbosch National Botanical Garden.
Dag 6.
Efter morgenmanden tjekker vi ud fra vores hotel og kører først til Sommerset West, hvor vi besøger vingården Vergelegen. Vi skal naturligvis smage deres vidunderlige vine, og efter dette liflige besøg fortsætter vi turen ned til Fals Bay og Strand, hvor der bliver mulighed for at spise frokost på egen hånd, inden vi langs kysten kører til Hermanus, hvor vi har 2 overnatninger. Hermanus er berømt for at være det bedste sted at se The Southern Right Whales, som kommer fra det sydlige Antarktis for at føde deres kalve i Walker Bay. Resten af dagen er fri.
Dag 7.
Dagen er fri til at gå på ”hval jagt” på de mange stier langs kysten eller se sig om i den lille by, hvor der er mange gallerier med forskellig slags kunst. Aftenen er fri.
Dag 8.
Efter morgenmaden kører vi til det område, der kaldes The Garden Route. Vores første stop er Cape Agulhas, Afrikas sydligste punkt hvor Atlanterhavet mødes med det Indiske Ocean. Vi stopper i Bredasdorp, inden vi kører videre til George, den største by på ”The Garden Route”. Her har vi 3 overnatninger. Vi checker ind på vores hotel og får vores værelser. Om aftenen spiser vi fælles middag.
Dag 9.
Vi skal på en smuk tur i dag, så efter morgenmaden kører vi fra George til Tsitsikamma National Park, hvor vi bl.a. skal krydse vandet og gå på Tsitsikamma Suspension Bridge ved Storm River.
Parken har en smuk natur med dyreliv og vandfald. Når vi har nydt naturen, spiser vi frokost på den lækre restaurant Cattle Baron (inkluderet)og der bliver tid til at gå omkring på området på egen hånd, inden vi kører tilbage til vores hotel i George.
Dag 10.
Vi kører til Knysna, som ligger smukt ved en lagune. Formiddagen er på egen hånd til at udforske Knysnaområdet. Tidligt på eftermiddagen skal vi besøge Featherbed Nature Reserve, hvor vi skal på en guided 2.5 km naturvandring. Vi er tilbage i George sidst på dagen.
Dag 11.
Turen går til Oudtshoorn, hvor vi skal besøge Highgate Ostrich Show Farm. Vi får en spændende rundvisning på farmen og lærer om strudsens udvikling fra æg til voksen. Turen afsluttes med frokost på farmen. Der bliver også mulighed for at købe strudseæg og flotte tasker mm i butikken som hører til farmen. I får tid på egen hånd til at gå en tur rundt i Oudtshoorn, og opleve de gamle victorianske huse, hvor fortidens ”strudsebaroner” boede. Tilbage sidst på dagen på vores hotel. Overnatning i George.
Dag 12.
Efter morgenmad på hotellet tjekker vi ud og kører tilbage til Cape Town og vores hotel. Dagen er til fri disposition.
Dag 13.
Formiddagen er fri. Om eftermiddagen kører vi til Rhodes Memorial for at høre om Sydafrikas politiske historie. Derefter er der et spændende besøg hos Anne’s sydafrikanske venner i deres private hjem i Wellington, hvor vi får serveret en ægte Sundowner!. Senere returnerer vi til Cape Town, og hvis der er stemning for det vil jeres guide Anne foreslå et sted, hvor de, der har lyst, kan spise sammen.
Dag 14.
I dag skal vi bl.a. smage noget af den dejlige sydafrikanske vin. Så efter morgenmad på hotellet går turen mod Cape Winelands. Vi besøger Franschoek (French Corner), som tilbage i 1694 blev givet til franske Huguenotter af Dutch East India Company. Her kan man gå rundt på egen hånd og opleve Huguenot Monument og Huguenot Memorial Museum mm. Her er mange skønne forretninger, cafeer og restauranter.
Blot 10 min. kørsel uden for Franschoeck ligger en meget speciel restaurant, Le Petit Ferme, som Anne Hopkins kender og har besøgt flere gange. Det er ikke den billigste, men absolut et besøg værd. Når rejsen bestilles, skal man også bekræfte og bestille, at man ønsker frokosten på Le Petit Ferm. De der hellere vil udforske Franschoeck’s andre cafeer og restauranter kan gøre dette. Det er helt op til den enkelte. Vi aftaler et sted at mødes efter frokost, for nu skal vi besøge en vingård og smage nogle af de liflige sydafrikanske vine. Sidst på dagen er vi tilbage i Cape Town.
Dag 15.
Dagen er til fri afbenyttelse. Slap af på hotellet, foretag de sidste indkøb, besøg noget det, I ikke har set endnu eller bare slentre rundt i Kapstaden, som mange betragter som den smukkeste by i verden.
Om aftenen nyder vi sammen en afskedsmiddag og tager afsked med Sydafrika på bedste vis.
Dag 16.
Afrejse fra Cape Town og Sydafrika.
Dag 17.
Ankomst til Danmark med masser af flotte oplevelser i kufferten.